Jagt og Trofæjagt

Jagt i historisk perspektiv:
I hundredetusinder af år var jagt en livsbetingelse for størstedelen af jordens befolkning. Jagt tjente til livets opretholdelse. Jagten skaffede føde i form af kød, og af skind og knogler blev der fremstillet telte, redskaber, både, våben, tøj m.v.

I det moderne samfund har jagtudøvelse selvsagt mistet sin oprindelige betydning, som bibrin-ger af skind, føde m.v., men jagtlysten ligger fortsat dybt forankret i den menneskelige natur. Jagt som hobbyudøvelse er derfor den dag i dag en af verdens mest udbredte friluftsudøvelser. Mere end 5 % af den voksne del af den danske befolkning (mellem 18 og 70 år) har i dag jagt-tegn og går på jagt. Flere og flere kvinder tager jagttegn hvert år.

Jagt er i dag en friluftsudøvelse, der foregår efter lovregler fastsat af såvel nationale som inter-nationale vildtbiologer og andre naturkyndige. Der er således sikkerhed for, at jagten virker i overensstemmelse med naturens orden og bæredygtighed. Dette er særdeles vigtigt.

Moderne jagt virker i samspil med naturen. Moderne jagt under nøje kontrol erstatter således andre naturlige dødsårsager, som sygdomme skabt af og smittet fra gamle og syge dyr i flok-ken, underernæring i vildtbestandene og lignende. Vildtbestandene har gavn af, at gamle, un-derernærede og overflødige dyr fjernes fra flokken og fra terrænet. Derved mindskes risikoen for sygdomsepidemier og underernæring i resten af bestanden betragteligt. Samtidig mindskes risikoen for skader på landbrug og skovbrug, som ellers ville kunne medføre krav om en hård nedskydning eller bortskydning af bestandene.

Illustrationerne til "Jagt før i tiden" er venligst gengivet med tilladelse fra kunstneren, Gunnar Brusewitz fra hans bog: "Jagt" - udgivet på Hasselbalchs forlag 1968.

Klik på nedenstående billeder for større størrelse.

Trofæjagt:
Trofæjagt er den mest ultimative jagtform. Trofæjagt er et udtryk, der bruges, når der er tale om jagt, som udelukkende sker på handyr, og som kun sker på gamle og principielt set udtjente handyr i bestandene. Trofæjagt er samtidig den sværeste jagt, og den udsætter ofte jægeren for store strabadser.

En rigtig trofæjæger går ikke på kompromis med kvaliteten af det bytte, der jages og nedlægges. Enten lykkes det trofæjægere ved udholdenhed, hård fysisk jagt og held at nedlægge præcis det gamle trofæbærende handyr, som jægeren, inden jagtens start, har sat sig som mål, eller også må jagten afsluttes uden resultat, hvis det ikke er muligt at få kontakt med det rigtige trofæbæ-rende handyr inden for den mulige tid, der er afsat til jagten.

Mange trofæjægere har således måttet vende tilbage adskillige gange til afsides liggende steder i verden, før at jagten endte med et heldigt resultat. Mange gange sker det aldrig.

Trofæjagt udøves ofte under ekstreme forhold, herunder i bjerge i flere tusind meters højde med store temperatursvingninger mellem nat og dag, under kolde (arktiske) himmelstrøg eller i tropiske egne af Afrika og Australien. Moderne hjælpemidler som riffelkikkerter, Goretex™-tøj og lignende er naturligvis en hjælp for trofæjægeren, men selve trofæjagten foregår stadigvæk i høj grad på naturens præmisser, og det er stadigvæk i første række jægerens egen fysiske for-måen og mentale stamina, der er helt afgørende for, om der opnås succes eller fiasko med tro-fæjagten.

Baggrunden for, at moderne trofæjagt koncentrerer sig om jagt på gamle, udtjente handyr, er, at dette er de rigtige dyr at tage væk fra flokken, og det er samtidig de dyr, der bærer de største trofæer, og som på grund af sin alder og erfaring er vanskeligst at jage.

Gamle trofæbærende handyr er i biologisk forstand "udtjent" for flokken, da de ikke længere er unge og stærke nok til at indgå i flokkens normale fertilitet og dermed reproduktion. Meget ofte er de gamle handyr tværtimod en direkte trussel for flokkens afkom, da de holder flokkens hunner væk fra deres afkom for at tiltvinge sig hunnernes gunst, og de gamle handyr er ligele-des kendt for ofte at slå afkommet ihjel.

Fjernelsen af de gamle handyr ved kontrolleret trofæjagt betyder derfor ingen som helst trussel for en bestand overhovedet, ofte tværtimod. Trofæjagt på gamle handyr indebærer nemlig, at jægeren skal betale for en lovlig licens, der ofte koster en meget stor sum penge, for at jægeren lovligt kan erhverve jagtlicensen. En væsentlig del af disse penge tilkommer oftest de små lokal-samfund i selve jagtområdet. Når det herved samtidig tilsikres, at en væsentlig del af disse pen-ge benyttes til at pleje den tilbageværende vildtbestand og til at sikre naturområderne og der-med levestederne for den tilbageværende vildtbestand, så medfører den lovlige og kontrollere-de trofæjagt en direkte beskyttelse, bevaring og ofte forøgelse af den samlede sunde restbe-stand af den pågældende vildtart.

Krybskytteri:
I mange afsides egne af verden er krybskytteri og ødelæggelse af naturlige levesteder for vildt den allerstørste trussel for de mest sjældne vilde dyr. I disse afsides egne af verden har den lovlige og kontrollerede trofæjagt og den deraf følgende store økonomiske værdi, som vildtbe-standen får via trofæjagten, vist sig at være langt den mest effektive beskyttelse af en lang ræk-ke af verdens sjældne dyrearter. Lokalbefolkningerne selv i meget afsides egne opfatter øjeblik-kelig, at de skal beskytte de vilde dyr mod krybskytteri, og at de skal opretholde de naturlige levesteder for de vilde dyr, da de derved får mulighed for at tjene penge på en lovlig og kontrol-leret trofæjagt i stedet. Lokalbefolkningen har en fordel ud af dette og nyder godt af dette, og bestandene kan sagtens undvære enkelte gamle udtjente handyr, som måtte falde for trofæ-jægernes kugler, når til gengæld de store pengesummer, som trofæjægerne betaler, sikrer de samme bestande mod at blive udsat for krybskytteri, ødelæggelse af naturlige levesteder m.v. og samtidig hjælper små og store lokalsamfund.

Krybskytteri er ekstremt ødelæggende for bestande af vilde dyr, da krybskytteri ikke tager hen-syn til, hvilke dyr i flokken, der skydes eller fanges, men ofte rammer produktive hundyr og ungdyr og kun i sjælden grad går udover de gamle handyr. Derfor er ulovlig krybskytteri eks-tremt ødelæggende for bestandene og skal og må bekæmpes. Lovlig og kontrolleret trofæjagt, der skaber værdi af vildt for lokalbefolkningen, er den bedste og effektive hindring og beskyttel-se mod krybskytteri.

Hvis vildtet mister sin værdi for lokalbefolkningen, hvilket bl.a. sker, når der gennemføres uhen-sigtsmæssige totalfredninger, så har lokalbefolkningen ikke længere noget incitament til at pas-se på og bevare vildtet. Det medfører i stedet, at sårbare vildtbestande uden for de kontrolle-rede nationalparker ender i krybskytternes kødgryder.

VILDTFORVALTNING KONTRA KRYBSKYTTERI

Ordentlig og etisk korrekt udnyttelse af dyrelivet er til stor gavn for vildtforvaltningen og der-med vildtet. Det vil derfor være en utilgiveligt fejt at sammenligne lovlig kontrolleret jagt med ulovlig jagt og krybskytteri udført af personer, der med vilje bryder vildforvaltningens regler.

Der er meget store omkostninger forbundet dels med vildtforvaltning, dels med at reservere landområder til vildtet og dermed give afkald på andre indtægtskilder som f.eks. landbrug.

Legal jagt finansierer bufferzoner:
Da det ikke er muligt at omdanne alle naturområder til beskyttede naturparker, er det vigtigt at finde kilder til indtægter i ubeskyttede områder. Indtægt fra legale jagtsafarier er en af de mest effektive kilder. Omkring de beskyttede områder er det nødvendigt at etablere store landom-råder med lovlige jagttilladelser som bufferzoner, hvor vildtet har mulighed for at vandre igen-nem uden at blive udsat for ulovlig jagt.

Legal finansierer vildtpleje:
Hvis de samfund, som dagligt lever med de vilde dyr, skal kunne opmuntres til at passe på den-ne ressource, er det vigtigt, at de kan drage økonomisk nytte af en bæredygtig udnyttelse af vildtet.

Legal jagt giver store indtægter til fattige lokalsamfund. Legal jagt, strengt kontrolleret af kvoter, er således et effektivt værktøj til vildtforvaltning. Kvoterne fastsættes af de forskellige vildtfor-valtningsudvalg, samt i visse tilfælde af den internationale komité, CITES.

Vildtet skal som husdyr administreres, når populationen taler for det. Nøglen er bæredygtig-hed.

Misforstået sammenblanding:
Lovlig udnyttelse af vilde dyr gennem trofæjagt bliver alt for ofte sammenblandet med tyveri af vilde dyr (krybskytteri) og bliver derved fejlagtigt opfattet som ødelæggelse af dyrelivet. Intet kunne være mere forkert. Der er en enorm forskel mellem lovlig jagt og organiseret krybskytte-ri. Det er som bæredygtig licenseret forvaltning kontra ukontrolleret kriminelt tyveri af dyreli-vets ressourcer.

Krybskytter bekæmpes af legal jagt:
De fleste jagtsafarivirksomheder bruger mange penge på at bekæmpe krybskytteri. Motivatio-nen er selvfølgelig, at deres levebrød afhænger af sunde vildtbestande. Hvis de legale jægere forlader området, afløses de af illegale krybskytter. Jagtforbud har været forsøgt i nogle afrikan-ske lande. Resultaterne har været katastrofale med voksende organiseret krybskytteri og fal-dende dyreliv til følge. Kenya er et af de værste eksempler herpå.

Det er helt logisk: Når folk ikke kan drage nytte af dyrelivet, har de en tendens til overhovedet ikke at passe på det.

Ulovlig efterspørgsel:
Efterspørgslen i de asiatiske lande efter løveknogler, elfenben og næsehornshorn, skaber et stort marked for disse ulovlige vildprodukter. Det er disse kunder, som kritikken bør rettes imod. Intet marked – intet krybskytteri.

De største farer:
Den stadigt voksende befolkningsindtrængen i naturområderne og dermed fortrængningen af de vilde dyr er i dag den største fare for Afrikas dyreliv sammen med det organiserede krybskyt-teri. Al krybskytteri er skadeligt, men et organiseret krybskytteri, som er drevet af ulovlig øko-nomisk vinding, er helt ekstremt ødelæggende for bestande af vilde dyr.

Rigtige jægere:
Bevarelse betyder klog og bæredygtig anvendelse. Rigtige jægere er legale jægere, som går ind for bevarelse af dyrelivet i ordets egentlige betydning og derfor afskyr den ulovlige ødelæggen-de misbrug af vilde dyr.

Grundlæggeren af, hvad der i dag er det verdensomspændende nationalparksystem, præsident Theodore Roosevelt, USA, var en ivrig og en sand tilhænger af bevarelse af naturen. Han bevi-ste, at jagt og bevarelse er uløseligt sammenknyttet.

I det seneste årti har udøvelse af lovlig, kontrolleret trofæjagt og naturbeskyttelse rigtig mange steder i verden derfor fundet sammen i et vellykket samarbejde til beskyttelse af mange vildtar-ter, og herunder også sårbare vildtarter. Vildtbiologiske autoriteter verden over har fastslået, at lovlig og kontrolleret trofæjagt er en af de bedst beskyttende, bevarende og bæredygtige ud-nyttelser af naturlige vildtbestande. Tidligere tiders usaglige og ideologiske modstand mod tro-fæjagt er derfor lykkeligvis forkastet af mange af nutidens dygtigste vildtbiologer verden over, selvom der altid i alle befolkninger vil være en lang række af uoplyste byboere, som af ideologi-ske eller andre årsager aldrig vil kunne forlige sig med tanken om hverken jagt eller trofæjagt. Det skyldes dog oftest manglende viden om sandheden og manglende forståelse for tingenes rette sammenhæng.​

ØKOTURISME – som naturbevarelse

Økoturisme, som f.eks. fotosafarier er en langt mindre effektiv måde at tilføre vildtet værdi på. Ud af den samlede omsætning hos de privatejede naturområder i Sydafrika udgør trofæjagten 75 %, selvom antallet af jægere kun udgør en brøkdel af antallet af økoturister.

Fototurister kan klare sig med få og mindre parker, hvor de samme dyr kan fotograferes mange gange, mens trofæjagten forudsætter en opretholdelse af store naturområder og målrettet vildtforvaltning i store områder.

I naturmæssigt vigtige områder længst væk fra byer og veje er det således kun trofæjægere, der er bidragsydere. Trofæjagt, når den forvaltes forsvarligt, er en af de bedste indirekte metoder til bevarelse af den samlede biodiversitet mange steder i verden.

Seriøse regeringer og naturbevarelsesorganisationer verden over har for længst anerkendt, at den lovlige og kontrollerede trofæjagt er et meget nyttigt og effektivt redskab til naturbevarelse og til bevarelse af sårbare bestande af trofævildt.

Det hvide næsehorn – en succeshistorie for den lovlige trofæjagt:
Det hvide næsehorn er et godt eksempel. I 1929 var der som følge af krybskytteri kun 150 hvide næsehorn tilbage i Umfolozi-Hlukluwe området i Sydafrika. Østens "vise" mænd, der dengang desværre ligesom i dag havde en fuldstændig ukorrekt opfattelse, at et "pulver" fra næsehor-nets horn giver dem en højere potens og har helbredende egenskaber i bred forstand, havde desværre allerede dengang medført et højt niveau af krybskytteri. Sydafrika satte i vid ud-strækning en stopper for dette ved med penge fra en kontrolleret og meget begrænset trofæ-jagt på enkelte gamle han-næsehorn at indsætte en betydelig styrke af vildtbeskyttelsesbetjen-te. Resultatet udeblev ikke. I 1994 var der således 6.750 hvide næsehorn i Afrika, heraf 6.376 i Sydafrika, 98 i Namibia, 33 i Swaziland og 18 i Botswana, og bestanden er øget med 8-12% pr. år siden.

I dag findes der således i Afrika nu i alt ca. 20.000 hvide næsehorn. Krybskytteriet er ganske vist tiltaget igen i de seneste år som følge af de i dag helt ekstremt høje priser for selve hornene på det ulovlige marked – prisen på et gram næsehornspulver på det ulovlige marked i Asien er i dag på højde med prisen på et gram guld - men bestandene af hvide næsehorn er alligevel sta-bile som følge af, at de beskyttes i store områder med de økonomiske midler, der kommer fra den kontrollerede trofæjagt. Uden disse økonomiske midler fra den kontrollerede jagt ville situ-ationen for hvide næsehorn være katastrofal.

Markhor (Skrueged) – en succeshistorie for den lovlige trofæjagt:
Et andet lysende eksempel er bestanden af Markhor, som lever i nogen af verdens mest ufrem-kommelige bjergegne i Pakistan, Tajikistan og Usbekistan, og tidligere også i Afghanistan. I 1970’erne var alle de 4-5 kendte underarter af Markhor meget stærkt udryddelsestruede. Flere af bestandene talte kun 30-40 individer. Markhorerne er en sjælden art af bjergged med skrue-de horn, og den har alle steder, hvor den lever været meget eftertragtet af lokale krybskytter for dens kød og dens skind og også den russiske invasion i Afghanistan gjorde, at mange Mark-horer blev skudt af soldaterne for at skaffe frisk kød. Fremsynede jægere så helt tilbage i be-gyndelsen af 70’erne, at Markhoren ville uddø, hvis ikke der blev gjort noget og oprettede flere steder private økonomiske initiativer, hvorved større pengedonationer årligt blev givet til de lokale stammer, hvis de holdt op med at skyde Markhorerne og i stedet passede på dem. Dette medførte, at bl.a. bestanden af Kashmir Markhor i Chitral Valley i Pakistan voksede fra det op-rindelige antal på 30-40 til at være over 200 individer i 1983 og fra det tidspunkt begyndte den Pakistanske regering årligt at sælge 1-2 jagttilladelser for enorme beløb til europæiske og ameri-kanske trofæjægere. Størstedelen af disse trofæafgifter forblev direkte hos de lokale stammer i bjergene, hvilket gav en enorm selvjustits og medførte, at det lokale krybskytteri på Markhoren i Chitral Valley stort set ophørte. I dag findes der her 30 år senere mere end 3.000 Markhorer i Chitral Valley. Overlevelsen af denne Markhor-art skyldes udelukkende penge fra trofæjagten på denne art. Tilsvarende er tilfældet med underarten Suleiman Markhor, der lever nord og vest for byen Quetta i Pakistan, som også var nede på 30-40 individer helt henne omkring 1980, men som efterfølgende gennem kontrolleret trofæjagt, hvor hver licens sælges for enorme summer, også i dag er kommet op på en bestand på over 2.000 individer. Senest er også den sjældne og tidligere stærkt udrydningstruede Bochara Markhor i Tajikistan blevet reddet af penge udeluk-kende fra trofæjagt.

Den kontrollerede trofæjagt på Markhor i Pakistan, som fra 1998 blev begunstiget af, at det nu også er muligt at få Cites eksport og Cites import tilladelser, har været en stor succes, og der sælges i dag i Pakistan ca. 15 Markhor licenser om året. Priserne for en licens til at jage et Mark-hor-trofæ i dag ligger i størrelsesordenen ca. 750.000 kr. op til 1.000.000 kr., og en stor del af disse penge ender stadigvæk i lokalområdet, hvor jagten foregår. Resultatet af denne regulere-de storvildtjagt har således været ovenud positiv, og i dag er der en bestandstilvækst på op imod 25% om året. Logikken er meget ligetil: Når der skaffes store kontante midler via en be-grænset og kontrolleret trofæjagt, vil de lokale stammer øjeblikkelig se en gevinst i ikke selv at skyde dyrene blot for at få kød og skind, hvilket repræsenterer en kun ganske, ganske lille værdi i forhold til de enorme summer de kan få ved at sælge en enkelt gammel han til trofæafskyd-ning. Yderligere har trofæjagten det meget positive element i sig, at det kun er gamle hanner, der bliver nedlagt, og dermed hanner, der stort set er udtjent i parringsmæssig henseende, og som yderligere ofte vil være udstødt af flokken. Alle de produktive dyr, herunder hundyr, ung-dyr og unge hanner vil aldrig blive berørt af den kontrollerede trofæjagt.

Generelt om betydningen af jagt og trofæjagt:
Hvis ikke naturbeskyttelse og beskyttelse af de vilde dyr kan betale sig helt ude i verdens fattig-ste egne, så vil der uanset alle gode intentioner og internationale organisationer ske det mod-satte af det, der ønskes, nemlig at de lokale vil skyde bestandene ned. I Kenya er f.eks. løven, som æder Masaiens kvæg, kun til besvær for de lokale Masaier, og de har derfor kun et eneste ønske, og det er at få slået løven ihjel hurtigst muligt. Derfor er bestanden af løver i særdeles-hed men også bestanden af meget andet storvildt i Kenya kollapset siden at Kenya fuldstændig tåbeligt i 1977 indførte et total jagtstop for storvildtsjagt. Jagtsafari-industrien forsvandt og med den forsvandt samtidig de lokale stammers interesse i at passe på storvildt, de jobs de lokale havde haft i safari-industrien forsvandt, og opsynet med arealerne og vildtbestanden blev æn-dret til fuldstændig uorganiseret krybskytteri for noget skulle de lokale have at leve af, og noget skulle de have at spise. Vildtet mistede helt enkelt sin værdi for lokalbefolkningen, og de store vildtbestande udenfor de meget kontrollerede nationalparker, som trods alt kun er en lille del af Kenya, forsvandt ned i kødgryderne hos de lokale stammer. Krybskytteriet spredte sig dog også til selve nationalparkerne. Mange bestande af storvildt i Kenya er siden jagtforbuddet blev indført i 1977 decimeret til i dag kun at være mellem 1 og 10% af hvad de var for bare 40 år si-den.

Heldigvis har man andre steder i Afrika været klogere. F.eks. lukkede Tanzania også for trofæ-jagten samtidig med Kenya. Det var et udtryk af misforstået ligesind og venlighed, men efter blot ca. 1 år opdagede myndighederne i Tanzania, hvor skadeligt dette jagtstop var og genind-førte trofæjagten på fuldt plan i Tanzania. Vildtbestandene i Tanzania har det i dag helt fanta-stisk meget bedre end i nabolandet Kenya. Her ser man virkelig den enorme forskel på disse to doktriner.

Et andet lysende eksempel er Sydafrika. Her så enkelte jordejere i slutningen af 1960’erne en forretning i at reservere jorden til jagt fremfor til landbrug, som alle de andre farmere brugte jorden til. Det viste sig hurtigt, at jagten var en bæredygtig forretning, og langsomt med sikkert blev flere og flere af de traditionelle kvægfarme nedlagt og vildtet vendte tilbage til de arealer, der før blev farmet. Mange steder ganske vist under hegn, men det er en nødvendighed dels for at sikre rentabiliteten i Sydafrika, dels for at holde mund- og klovsyge og andre sygdomme i ave. Alt dette medførte, at bestande af Sydafrikanske arter eksploderede, og i dag består hele 17% af Sydafrikas areal af private naturområder, der drives med professionel og kontrolleret jagt for øje. Dette drejer sig om et areal på over 200.000 km2. De steder, hvor der før på farmene stort set ingen vilde dyr var tilbage, lever der nu mange steder op imod 30 forskellige naturligt hjemmehørende klovbærende trofævildtarter.

Et andet plus man har oplevet i Sydafrika er, at den naturlige kødproduktion på et velfungeren-de naturområde rent faktisk er langt større hos vildtet end produktionen er på en kvægfarm, der er omfattet samme areal. Der produceres altså mere kød og bedre og billigere end hvis det var kvægfarm, og herudover kommer en betydelig merindtægt i kraft af jagten. På denne måde har naturen og jagten skabt en værdi, og i dag er ca. 140.000 mennesker i Sydafrika beskæftiget med trofæjagt. I Sydafrika kan også arterne Black Wildebeast, Bonte Bok og Cape Mountain Zebra helt og holdent takke trofæjagten for at de ikke er udryddet i dag. De blev på udryddel-sens rand reddet af Sydafrikanske jagtfarme, og disse gjorde det udelukkende fordi, det via betalt trofæjagt kunne betale sig.

Konklusion:
Lovlig og kontrolleret trofæjagt, hvis den forvaltes ansvarligt, er således en af de bedste indirek-te metoder til bevarelse af både vildtet og dets biotop og dermed den samlede biodiversitet mange steder i verden. Som en stor international organisation i USA udtrykker det ”At slå vild-tet ihjel er måske den bedste måde at bevare det på”. Selve naturbevarelsen er for mange jæge-re nok ikke i sig selv en væsentlig del af jægerens motivation for at gå på jagt. Mange jægere går helt givet på jagt først og fremmest for deres egen skyld og for sportens skyld. De penge, der gives af jægeren til jagten, gives således ikke i første række til naturbevarelse for naturens skyld. I hvert fald ikke direkte. Men nettoresultatet er det samme uanset jægerens intentioner og motiver. Det ligger i forudsætningen for jagten og især for trofæjagten og dermed er naturen og vildtet den store vinder.

Jagt er – og har i mange årtier været – et hedt debatemne. Det gælder ikke mindst international trofæjagt. Blandt ikke-jægere florerer der en masse fordomme og misforståelser omkring mo-derne jagt. Folk kan ikke umiddelbart forliges med rimeligheden i at jægere nedlægger arter, som er truede. Det er tragisk, for manglende forståelse fører til hadske udfald og unødige re-striktioner imod jagten. Årtiers praktiske erfaringer og saglig dokumentation for, at jagten er et godt redskab til naturbevarelse, er ikke nok til fuldstændig at forhindre angreb baseret på for-domme, ideologier og uvidenhed. Men heldigvis bliver der jo for hver dag flere og flere der ser lyset i, hvor vigtig den kontrollerede trofæjagt er for mange af verdens bestande. Verdens mest sårbare bestande og verdens mest sårbare naturområder overlever ikke, hvis skrivebordsgene-ralers ukorrekte fordomme, ideologier, misforståelser og manglende kendskab til de reelle for-hold får lov til at regere. De reddes kun ved, at de har en egen værdi og dermed ved at kunne skaffe store pengebeløb til lokalbefolkningen og det land, de lever i, og de penge skaffes og be-tales i meget stor udstrækning af de internationale trofæjægere.

Der findes i dag mange eksempler verden over på dette.

Børge Hinsch Fondens Museumssamlinger | Valdemars Slot Slotsalléen 100, Tåsinge | 5700 Svendborg